Halvdelen af vores otte opførelser af Orkestergraven er nu rullet over scenen. Premiereaftenen var vidunderlig, med gode publikumsreaktioner hele vejen og varmt bifald til sidst. Det var meget lykkeligt oven på hårde anstrengelser og bekymringer til det sidste. Som en følge deraf kom de fleste vist også alt for sent i seng. Men mirakuløst nok var vi pænt skarpe igen til anden forestilling, lørdag eftermiddag.

Tirsdag var “Smagsdommerne” på besøg, og vi havde også selv sørget for kameradækning, så vi har en solid dokumentation, og måske mere til, bagefter. Under alle omstændigheder var salen fuld af kameralinser, og det var anderledes vilkår. Opførelsen onsdag oplevede jeg som den mest levende siden premieren. Man kunne tydeligt mærke hvordan der blev leget med ord, fraseringer og bevægelser, ligesom musikernes spil bliver mere og mere inspirerende og levende under sangerne.

Der har været mange anmeldere. Jeg har læst de anmeldelser, der har været bragt i de store dagblade, og de har været meget positive. De har også påpeget problemer. Vores kor har måttet stå meget for skud, men i går i “Smagsdommerne” fik hele opsætningen en salve, idet Pelle Gudmundsen-Holmgreen hævdede at ingen havde snakket sammen i den kreative fase. Det er et horribelt udsagn. Alligevel endte 2 af de 3 smagsdommere, inkl. Pelle med at lade operaen være ugens anbefaling.

Set fra mit vindue, glæder jeg mig til hver eneste opførelse vi mangler. Jeg ser sangerne give utroligt meget fra scenen hver gang, koret yder en bedre og bedre indsats og timingen varieres og forbedres. Jeg tænker dog, at vi har fået trukket lidt vel meget tempo ud af det hele, og ville ønske vi kunne trække i den anden retning i løbet af de sidste forestillinger. Forestillingen er lige nu 10 minutter længere, end det længste jeg havde troet. Men jeg har også selv vænnet mig til tempiene undervejs, og må faktisk ned i partituret igen, for at minde mig selv om, hvad jeg havde forestillet mig.

Det er en god forestilling. Ikke alle har fået øje på de for mig vigtigste lag, og det spiller naturligvis tilbage til os selv, om de er manifesteret tydeligt nok. Men jeg er stolt af, at skulle til Odense igen i aften, og glæder mig til hvert minut!

Bo

I aften er der generalprøve på “Orkestergraven”. Der vil være publikum på. Vi har haft gennemspilninger de seneste dage, og i går en gennemspilning, med alt: Solistensemblet, orkester med effekter og lydprojektion, kor, film, lys, kostumer… -det gik godt!

Men rettelser er der jo stadig og det er her, de kommer ind, -listerne. Hvad der for en uge siden var et virvar af aktivitet for at komme til at fokusere på det, der i særlig grad var problemerne for den ene eller den anden, har nu taget karakter af det omhyggelige og kontrollerede fluebensarbejde. Alle har dem, -instruktøren, solisterne, de visuelle folk, -små lister, hvor de få tilbageværende “steder” bliver listet op og prøvet af, så systematisk som muligt.

Jens kigger muntert manipulerende på mig: “Det der, du skal have ændret med orkesteret, det kan da kun lige tage et kvarter, ikke? For så kan vi nå at gennemgå alle overgangene mellem scenerne inden.” Øh, jo, men så siger vi det. Winnie ser Maria sætte sig til rette foran musikerne med sin liste. “Hey, der skal I se Maria hugge til”. For detaljerne er jo det lækre. Nu er vi endelig inde ved alt det, der gør livet værd at leve for os. Perfektionen, det, der gør, at vi føler at vi som personlige artister præger opførelsen, fortolker, giver, deler, øser…

Jeg har lavet min liste til i dag. Jeg startede halv seks med at gå partituret igennem. Det er så stor en gave for mig, at det jeg hører for mig, når jeg nu bladrer gennem siderne, er lyden af vores forestilling. Men der er stadig en del punkter, vi bliver nødt til lige at få tid til også…

Bo

Jeg kan næsten ikke bære at læse om metaforiske korthuse i metaforiske flyvemaskiner fra Bo, der har skrevet så vidunderlig musik og inspireret os alle sammen så helt urimeligt meget. Men sidste fredag forstod jeg meget godt det billede han havde. Af totalt kaos. Men sådan ER det jo i en proces så påvirkelig og sårbar som en operaproduktion er. Især når man kaster sig ud i noget så dristigt som sceniske udskejelser uden dirigent. Pludselig er alle led potentielt det svageste og angsten breder sig. Angsten for ikke at lykkes. Men det skal lykkes og vil lykkes!

Vi brugte to-tre hårde og sveddryppende dage af sidste uge med musikalske prøver med vores fantastiske band, hvor aftaler, om hvem der styrer hvad hvornår, hvorfor, hvordan og ikke mindst hvor hurtigt eller hvor langsomt, blev lavet. Partitursider blev vendt, blyanter blev spidset, viskelædere slidt til smuler, og endeligt føltes det som om, vi alle var enige, på samme side, i samme taktart, i samme båd og fast besluttede på, at det umulige skulle blive muligt.

Og så er det, at det bliver musik. Der er under fem dage til premieren og naturligvis er der galoperende panik over hele linjen, men der er også momenter af den vildeste sammenhørighed og investeren i vores forestilling, og det er i de øjeblikke man mærker lige nøjagtig, hvorfor denne kunstform er så betagende!

I løbet af dette prøveforløb var jeg med instruktør Martin på besøg hos Odense universitet for at fortælle de studerende på medievidenskab om, hvordan vi i ”Orkestergraven” forenede filmmediet med det live medie, som opera jo unægtelig først og fremmest er. Martin og jeg havde en dialog om dette foran de studerende, og fra Martins side blev det gjort klart, at han altid har foretrukket det filmiske medie frem for det levende teater af flere forskellige grunde, og det provokerede og undrede og interesserede mig. Mit første og største argument for, hvorfor det levende teater er filmmediet ubestrideligt overlegent (min mening) er netop muligheden og risikoen for den totale nedsmeltning eller den totale triumf. Den fysiske fornemmelse af at høre en uforstærket menneskelig stemme slynget ud i et stort rum. Lyden af buer mod strenge, af menneskelige åndedrag blæst igennem et instrument af træ og metal. Følelsen i mellemgulvet når et orkester på 75 mand spiller for fuld skrue. Den menneskelige faktor der gør, at hver forestilling er forskellig. At en lille ændring i et tonefald eller en timing kan ændre en sætnings mening eller retning. Den totale parathed og opmærksomhed som kræves af alle spillere, sangere, musikere om at være til stede i øjeblikket.

At være til stede i øjeblikket og samtidig kunne se frem, for det der sker i øjeblikket dikterer fremtiden. Fem minutter frem såvel som en time. Og ikke bare som udøvende, men også som tilskuer føler jeg den energiudladning der foregår på scenen som noget af det stærkeste overhovedet. Det, at alle involverede giver sig selv 100 procent i det fælles projekt, der er forestillingen, kan for mig næsten ikke sidestilles med noget. Det er som et rusmiddel for mig både at bevidne og være en del af.

Men risikoen for total katastrofe er altid til stede og bliver naturligvis mere nærværende end nogensinde fire dage før premieren. Men så er det man skal huske på hvorfor det er vi gør det. Hvorfor det er vi står der oppe på scenen og kæmper, slider, tæller, føler, nyder og lider. Og hvorfor det er folk kommer for at se og høre det. Det er selvfølgelig af alle de samme grunde som gør, vi bliver usikre og tvivlende. For det er jo ikke interessant at se nogen gå på line 10 cm over gulvet.

Og så skal vi naturligvis også huske på, at vi har forberedt os og forberedt os i uger og dage, netop for at det vi foretager os ikke bare er chancer og tilfældigheder, men i højeste grad kontrolleret kaos.

Det er svært, men vi skal få det til at se ubesværet ud. Og vi investerer alt i det. I morgen er første gang vi spiller igennem med hele orkestret, (fredagens prøve var sygdomsramt, og vi var ikke fuldtallige, og det kan mærkes, når vi er så kammermusikalsk en konstellation) og kostumer, sminke, rekvisitter, filmprojektioner og lyssætning, og vi er spændte og topmotiverede.

Bring it on!

Maria

I den forløbne weekend er mange af de lag, der hidtil har været adskilt, blevet forsøgt stablet oven på hinanden. Pianisten Peter Møllerhøj, der virkelig har været en knag i processen, (110 % professionel og hjertevarm musiker!) skulle nu overdrage akkompagnementet til de fem musikere i “bandet”, Søren, Jonas, Ian, Erik og Mattias. Solisterne fik følgeskab på scenen af koret, og pludselig var alt det, der langsomt var blevet velkendt, pludselig nyt og uroligt. Jeg forsøgte engang at bygge et korthus på folde-ud-bordet i en flyvemaskine, og det skal siges, at de seneste dage bragte visse mindelser om det eksperiment!

Samtidig kan man nu tydeligt mærke, hvordan premieredatoen begynder at brænde i horisonten. Og det samtidig med, at partiturets ambitioner stadig mangler en del i at blive opfyldt. At sende lyden fra de elektriske strygere rundt i auditoriet, for at understøtte det dramatiske og det tematiske i karaktererne, er en kompliceret affære, rent lydteknisk, og kræver en lydmand, hvis det skal realiseres så nøjagtigt som det er tænkt. Det er højst sandsynligt mig, der kommer til at påtage mig den opgave selv, da det samtidig jo kræver indgående kendskab til detaljer i partituret.

I dag skal endnu flere lag kobles på, scenisk, lysmæssigt og i korets bevægelser på scenen, samtidig med, at jeg tror produktionsholdet får besøg af noget nyheds-tv, der skal lave et indslag fra prøverne. Jeg tror nok lige, der er ting at holde styr på i det sidste opløb her!

Bo

Kan have meget med hinanden at gøre. For eksempel kan begge dele være meget vanskelige at tale om, uden at indholdet bliver fantastisk uinteressant. Når vi begynder at tale alvorligt om noget, lader vi som om, at ordene faktisk har greb om det de siger. At der kan siges noget, som gælder, at ordene har kontrol over det, de siger noget om. Men for lystens og kunstens vedkommende ved vi intuitivt, at ordenes kontrol ikke er nok. Der skal mere til.

Jeg er komponist, og er selvfølgelig optaget af mit fag. Som andre komponister før mig, har jeg skrevet en opera, jeg har skullet aflevere den til tiden, og jeg havde svært ved at nå det. Derfor er det selvfølgelig interessant, hvordan andre før mig er lykkedes med at komme i mål. Der er mange myter: Rossini skal have skrevet flere af sine bedste operaer på 14 dage. Vel at mærke de sidste 14 inden premieren! Selv med de hjælpere han har haft, er det svært at forstå, svært helt at tro på.
Men tilfældet Mozart er ultimativt: Jeg har hørt, at det ville tage en professionel nodeskriver, arbejdende 8 timer om dagen 30 år, at skrive alle hans musikmanuskripter af i hånden. Og Mozart blev knap 36 år gammel. Han har komponeret konstant. Han har nærmest ladet sine hænder modtage diktat af fantasien non-stop. Han må have elsket sin fantasi, og den må have elsket ham, for nok er der masser af forglemmelig musik iblandt, men der er så sandelig også mange øjeblikke, fyldt med intensitet, glød, nærvær, farve, varme… Han har kunnet balancere en tilstand, vi kan kalde for “hengivenhed” overfor fantasien, -hvor man ikke kan stille spørgsmål, man må blot tage imod øjeblikket, -med en håndværksmæssig kontrol. Denne tilstand er efterstræbelsesværdig og jeg tror, den er det både for en kunstner og for en elsker.

I Orkestergraven møder vi rundt omkring ordene “kontrol” og “hengivelse”. Maestro er et menneske af kød og blod, som har valgt et svært fag. Det kræver sin mand, i fuldt alvor at sætte sig op på podiet, foran en stor mængde af dygtige musikspecialister, og lede dem igennem et musikalsk forløb med sin krop. Han har valgt at satse på kontrol som sin nøgle til at gå ind i situationen med. Kontrol er vigtigt. Det ville aldrig gå uden kontrol. Men det har været nødvendigt for ham at drive kontrollen til det ekstreme. Alt er tal, slagskemaer, matematik, geografi, indsatser i øst og i vest. Kontrollen giver også ordene vægt. Han kan argumentere sin vilje igennem, hvor uenigheder opstår. Han begynder endda at foragte den del af kunsten, der handler om at vinde sagen uden kontrol, uden ord, men kun med følelse og hengivenhed. Han bliver magtfuld. Beruset af sin egen magt.

Men han bliver også forelsket. I Isabella. Og ligesom han er bange for de dele af sit fag, som han ikke er i stand til at kontrollere, så er han både tiltrukket af og rædselsslagen over, det mål af hengivelse, som hun er i stand til at præstere. Maestros sidste rum, hvor han lader kontrollen falde, er på en måde det rum, som hans eget erigerede lem kalder ham ind i. I den seksuelle ophidselse overgiver han sig kortvarigt til underbevidsthedens verden. Men ikke uden at føle sig ydmyget over dette tab af kontrol. Og til hans yderligere ydmygelse, er Isabella lige så ubesværet hengiven i det erotiske, som i det kunstneriske. Hun er Orfeus, hun har lært, at når hun elsker fuldt og helt, styrker det hende i alt det, hun gør og er. Hendes sang får bjerge og søer og alting til at ånde af liv. Og hun gør det uden ord, og tilsyneladende uden kontrol. Dette er katastrofalt for Maestro.

Men det behøver det ikke at være for alle os, der render rundt i den virkelige verden og er elskere og kunstnere og alt muligt andet. Kontrollen findes og hengivenheden findes og en god balance mellem dem findes. Lad os prøve at finde den!

Bo

Så er der under en måned til premieren, og denne uges prøver har virkelig rykket. På alle tænkelige måder. Mange elementer af scenen står nu færdige, og vi har alle en ret klar fornemmelse af, hvad der bliver let, og hvad der bliver svært rent sceneteknisk. Men hold da helt fast hvor har jeg aldrig været med til noget helt som denne produktion. Og vi er ikke engang nået til teaterblodet endnu….. Det bliver først i næste uge, og da det hele tiden bliver omtalt med ordet ‘liter’ foran, kan jeg ikke lade være med at glæde mig!

Men det er ikke bare fis og ballade det hele. Det er en voldsom historie med voldsomme følelser og voldsomme handlinger, som vi skal udspille, og det er uundgåeligt, at man går fra prøverne med en fornemmelse af, “kan man virkelig gøre dette her..?” Da jeg læste novellen Orkestergraven i sin tid følte jeg da et vist ubehag, da jeg nåede til dér, hvor maestroen fintsnitter sin prima donna, men det er altså ikke noget sammenholdt med det at ligge med hænderne fastlåst på ryggen og en triumferende maestro (med en sløv hobbykniv der lige nu, sammen med en hæfteklammemaskine vi har “lånt” på scenebyggernes værksted, gør det ud for de mere autoriserede redskaber, der kommer på tirsdag), der syngende løfter en imaginær afskåret tunge over den klynkende, dødsensangste Isabella.

Det er egentlig en ret voldsom “day at the office”, og jeg må da også indrømme, at jeg har de mest bizarre drømme for tiden. Sådan rigtig gys og gru mareridt, som jeg ikke kan huske, jeg nogensinde har haft, siden jeg var lille og havde set gyserfilm i smug med en veninde, der var en del år ældre end mig, og som kunne tricket med at få vristet ’forbudt-for- under-15-år-gyserfilmene’ ud af videoudlejningsforretningens ekspedient. Jeg er sikker på, at dem af jer, der har læst Glasborgen, forstår, hvad jeg mener.

Men heldigvis er der en del lavpraktiske ting at forholde sig til også. Helt i absurd særklasse var det faktum, at vi til gennemspilningen af mordscenen i dag skulle have det par i teksten foreskrevne håndjern, som maestroen lænker Isabella med. Jeg ville nemlig rigtig gerne finde ud af præcis, hvor bøvlet, det ville blive at ligge med hænderne på ryggen og både min egen og Jens’ vægt ovenpå et par ikke så behagelige “metalarmbånd” om håndleddene. Kostume og rekvisitafdelingen kunne ikke lige fremtrylle et par håndjern med dags varsel, så derfor slog vi på vej til operaen til dagens prøve ruten forbi “Loveshop” i Odense, hvor vi havde ræsonneret os frem til, at det måtte være muligt at erhverve sig et par håndjern….

Der stod vi så, Jens, Peter og jeg selv, tre mand høj kl. 10 fredag formiddag en smule tøvende, indtil Jens tog sig sammen og spurgte den nydelige dame bag disken om varesortimentet i den retning. Hun kastede ét blik på os, pegede mod en hylde med håndjern i alle afskygninger, og sagde “I kommer vel fra teatret?” Jeg ved ikke, om vi var lettede eller lidt skuffede over således at være blevet gennemskuet som ikke hørende til kerneklientellet, men vi fik vores håndjern og stod få minutter efter atter på gaden klar til prøve – nu med en rekvisit mere. Og det fungerede. Jeg faldt ikke ned af trappen på scenen med hænderne fastlåst på ryggen, som jeg havde frygtet, og jeg var ikke blå og gul på håndleddene efter gennemspilning af scenen, og det kan man vel godt kalde succes.

Nu er der dømt weekend og opladning, før vi går i filmstudiet på tirsdag og onsdag for under Martins kyndige vejledning at lege filmskuespillere et par dage. Og det glæder jeg mig helt afsindigt til. Og til litervis af teaterblod. Kom med det, siger jeg bare!

Maria

Jeg vil undlade at kommentere på Bos hentydninger til pigernes drillerier i forbindelse med de mere intime scener, der finder sted mellem Maestroen og Isabella. Blot tørt konstatere, at der jo er en måned til premieren endnu..

Det jeg havde tænkt mig at fortælle lidt om, var min oplevelse med dirigent Martin Nagashima Toft, der havde indvilget i at give mig et lille indblik i sin verden sidste weekend. Jeg havde kontaktet ham gennem Maria Kontra, og han bed heldigvis straks på krogen. 

 Som jeg fortalte i min første blog kommer jeg til at dirigere en del i løbet af stykket. Specielt i starten ville det være praktisk, hvis jeg kunne fremstå så nogenlunde troværdig som en Maestro. Det er selvfølgelig meget forlangt, at det skulle kunne ske ved et trylleslag( med taktstokken), men hvo intet vover………                                                                         Martin havde forstået sin opgave godt, og var meget opbakkende, og pædagogisk- det kunne jeg godt lide-. Jeg blev sat ind i slagskemaet for de vekslende taktarter, og vi øvede slagteknik, forskellige ekspressive udtryk, indsatser for de forskellige instrumenter m.m.  Vi har aftalt at mødes igen kort tid før orkestret ankommer til prøverne. I mellemtiden skal jeg øve mig som en sindssyg, så jeg med Martins hjælp kan overbevise dem om, at de skal følge mig enkelte gange. Det er succeskriteriet! Så nu står den på granskning af orkesterpartituret, samt at øve slagteknik dagligt.

Vores gennemspilning forleden var meget givtig. Vi fik gode inputs fra salen, og jeg har en fornemmelse af, at vi alle mærker hvordan stykket bevæger sig dag for dag. Med stærk underspillet jysk jubeloptimisme vil jeg såmænd hævde, at det nok skal gå i sidste ende.

Vi ses

Jens

I går overværede jeg den første gennemspilning af Orkestergraven. Sangerne i hverdagstøj, med klaverakkompagnement, og i den ikke færdige og ikke oplyste kulisse. Selvfølgelig var jeg fuldstændigt suget ind i operaens univers alligevel.
Men den hårde del af mit job er slut. At overvære en prøve er mestendels en gavebod for mig. Og det er det fordi, jeg ved jo med mig selv hvilke kampe, jeg har skullet have med min egen kreativitet for at få musikken til at forme sig. Blive i det samme stof, aftvinge fantasien nye variationer, strukturere tid og tegne psykologi i toner… -til tider i en rus, til tider i svedende anstrengelse. Det jeg ser foran mig på scenen er nu 6 sangere og en akkompagnatør samt en instruktør og en scenograf, der gennemgår det samme: Processen stråler af energi og kreativitet. Kampen for at løfte musikken ned fra de læste nodeblade og ind i kroppen og ind i den rolle, den udfylder. Placeringen af de enkelte strofers klange i rummet og i resonansrummene. Variationer af ord, farver af toner og bevægelsesmønstre. Hvad nu hvis? Eller sådan her?
I selve gennemspilningen overholdtes de aftaler, man var nået til på daværende tidspunkt, men imens disse aftaler gøres, ved jeg, jeg kan se det, -at der inde i hovedet på sangerne løber massevis af tanker, om hvordan det alligevel skal være lidt anderledes, -eller hov: Sådan skulle jeg jo ikke have gjort, men det føles faktisk mere rigtigt osv. osv. Det er en fest at skue, når man har været så langt inde i stoffet som jeg.
Jeg forsøger selvfølgelig også at sammenholde detaljerne med den helhed af værket, som jeg har stræbt efter. Overraskelser er der jo. Hold da fest, den Maestro rolle er godt nok en tour de force. Jens må være klar til at synge Wagner efter det her (hvad han nu nok var i forvejen). Og jøsses hvor er det flot gået i elskovsscenerne! (Og bagefter er der jo opmuntrende kommentarer fra de andre sangere, -hvad, øhh, jeg synes ikke du går rigtig til den…) Men helheden er der også. Lagene i fortællingen er tydelige og de kommer stærkt igennem. Nok bliver der meget blod i vores forestilling, men det bliver ikke kun teaterblod: For mig at se, sådan en mandag eftermiddag, er det en forestilling, der driver af hjerteblod.
Bo